Boliginspektion

11 vigtige spørgsmål du bør stille ved fremvisning af hus

Når man står foran et potentielt huskøb, er det let at blive begejstret over planløsningen, haven eller beliggenheden, for på denne måde at lade sig rive med på et følelsesmæssigt niveau. Men en boligfremvisning handler ikke kun om alle de bløde værdier, det er også din mulighed for at få svar på de spørgsmål, der kan spare dig for ubehagelige overraskelser og store udgifter senere.

Mange boligkøbere fortryder, at de ikke stillede flere spørgsmål til fremvisningen, eller at de ikke i tilstrækkelig grad kunne abstrahere fra det følelsesmæssige, når først problemerne dukker op efter overtagelsen. Det er derfor en god idé at møde velforberedt op, med en tjekliste, så du får alle de relevante oplysninger.

Her får du 11 eksempler på vigtige spørgsmål, du bør stille ved en fremvisning af hus, samt forklaringer på, hvorfor de er vigtige.

 

  1. Hvor gammelt er taget, og er det vedligeholdt?

Taget er en af de dyreste dele af huset at udskifte, og derfor er det vigtigt at kende både alder og stand. Spørg, hvornår taget sidst er blevet efterset, om der er lavet reparationer, og hvilken type tag der er lagt (tegl, beton, eternit eller tagpap). Kig også efter tegn på slid, fx mos, knækkede tagsten eller mørke skjolder.

Hvorfor er det vigtigt? Fordi et nyt tag nemt kan koste over DKK 1.000.000 at udskifte. Hvis taget er gammelt, bør du medregne det i din økonomiske planlægning.

 

  1. Hvordan er husets isolering og energiforbrug?

Energimærket giver et generelt indtryk, men du bør spørge mere konkret ind, da en energirapport ofte bygger på statistiske opslag: Er der hulmursisolering – Hvornår er den foretaget – og er det blevet undersøgt for sammensynkning?  Hvor tyk er isoleringen på loftet? Er ydervæggene efterisoleret? Og hvad ligger varmeudgifterne typisk på i et normalår? Tip: Bed gerne om at se tidligere årsvarmeregnskaber. Det giver et realistisk billede af de faktiske udgifter.

 

  1. Hvornår er vinduer og døre udskiftet?

Vinduer og døre betyder meget for både komfort og energiforbrug. Spørg, om der er tale om gamle termoruder, nyere energivinduer eller måske træ/alu-løsninger, der kræver minimal vedligeholdelse. Hvorfor spørge? Hvis vinduerne er gamle, kan det være en af de første udgifter, du skal forholde dig til, både økonomisk og praktisk.

 

  1. Hvordan fungerer varmesystemet?

Find ud af, hvilken varmekilde huset bruger: Fjernvarme, gasfyr, varmepumpe eller olie. Spørg, hvornår systemet sidst er serviceret, og om der foreligger dokumentation.

Eksempel: Et gammelt gasfyr kan betyde en fremtidig udgift på 50.000–100.000 kr., mens fjernvarme typisk er billigere og mere fremtidssikret. En byggesagkyndig kan endvidere hjælpe med at ligge på om ædelmetal-rækkefølgen er korrekt overholdt i installationen.

 

  1. Har der været problemer med fugt eller skimmelsvamp?

Det kan være et omfattende emne, men det er afgørende. Spørg direkte, især hvis huset har kælder eller badeværelser uden vinduer. Hold også selv øje: Lugt efter mug, kig efter skjolder på vægge og lofter, og vær kritisk, hvis der er nymalede områder, der kan dække over problemer. En byggesagkyndig kan endvidere hjælpe med at udtage fugtmålinger af vægge på kritiske steder, og lave en mere vidtgående fugtanalyse.

 

  1. Hvilke renoveringer og forbedringer er lavet, og af hvem?

Et hus, der løbende er blevet opdateret, kan være mere attraktivt. Spørg ind til, om forbedringerne er udført af professionelle håndværkere, og om der findes fakturaer eller dokumentation. Eksempel: Hvis badeværelset er lavet for 5 år siden af en autoriseret VVS’er, giver det større tryghed end et gør-det-selv-projekt. (En byggesagkyndig kan hjælpe med at bestemme kvaliteten og lovligheden af det udførte arbejde.)

 

  1. Er der særlige forhold i tilstandsrapporten?

Tilstandsrapporten bør altid gennemgås nøje, men det kan være svært at vurdere, hvor alvorlige de enkelte anmærkninger er. Du kan evt. spørge sælger eller mægler, om der er forhold, du bør være ekstra opmærksom på. En dygtig byggesagkyndig kan finde fejl og mangler der ikke er nævnt i tilstandsrapporten, ud over at kunne give dig en fuldstændig uvildig rådgivning, hvor man jo skal huske på at mæglerens opgave er at sælge huset.

 

  1. Hvordan er nabolaget og området?

Et hus købes ikke kun for murstenenes skyld – beliggenheden er mindst lige så vigtig. Spørg ind til daginstitutioner, skoler, indkøbsmuligheder, offentlig transport, trafik og støj.

Tip: Tal også med naboer, hvis du har mulighed for det. De kan ofte give et mere ærligt billede end en ejendomsmægleren.

 

  1. Er der servitutter eller lokalplaner, jeg skal kende til?

Servitutter og lokalplaner kan have stor betydning for din fremtidige brug af ejendommen. Det kan fx være, at du ikke må bygge en carport, plante høje hække eller ændre facaden.

Hvorfor spørge? Fordi det kan begrænse dine fremtidige planer, eller betyde uforudsete udgifter.

 

  1. Hvordan er kloak- og drænsystemet?

Mange ældre huse kan have problemer med fugt i kælderen, hvis dræn eller kloak ikke fungerer. Spørg, om der er lavet TV-inspektion, drænarbejde eller kloakseparering. Det er typisk en skjult, men meget dyr post.

 

  1. Hvad følger med i handlen?

Det er vigtigt at vide, om hvidevarer, skabe, brændeovn eller andre installationer følger med. Spørg også til løsøre som garderobeskabe eller udendørsredskaber.

 

Ekstra tip: Tag en byggesagkyndig med

Selvom du stiller alle de rigtige spørgsmål, kan det være svært selv at vurdere svarene. Derfor kan det være en god investering at få en byggesagkyndig til at gennemgå huset, enten før du lægger bud, eller som en del af en købsaftale. En byggesagkyndig kan opdage fejl der ikke tidligere er beskrevet, vurdere omkostninger og give dig et langt bedre beslutnings- eller forhandlingsgrundlag.

Konklusion

En fremvisning er din chance for at se huset med kritiske øjne, og for at få svar på de spørgsmål, der kan have stor betydning for din økonomi og tryghed som boligejer. Brug de 11 spørgsmål som en tjekliste til boligfremvisning, og vær ikke bange for at spørge grundigt ind. Jo mere du ved, jo bedre kan du træffe beslutningen om dit kommende hjem.

Byggesagkyndig køberrådgivning?

Byggesagkyndig Køberrådgiver

Kuno er certificeret energivejleder og byggesagkyndig. Herudover har Kuno Bonne en bred håndværksmæssig baggrund fra eget byggefirma og som mangeårig byggeleder.